Mini-prædiken nr. 15

Elsket være den, som sætter sig

-Sikke travlt du har! sagde bænken, da jeg gik forbi.

-Forstyr mig ikke! svarede jeg. Jeg skal over gaden her. Åh, nu blev der rødt!

-Sæt dig ned, sagde bænken. Verden vælter ikke, fordi du slapper lidt af.

Jeg så på bænken, samtidig med at jeg holdt øje med det røde lys.

-Elsket være den, som sætter sig, sagde bænken.

-Hvaffornoget?

-Vallejo Cesar, svarede bænken. Peruviansk digter. Enhver bænk og stol, ja, selv den mindste taburet kender de ord. Elsket være den, som sætter sig.

Jeg gik nærmere hen til bænken. Så satte jeg mig.

-Alle slags mennesker sætter sig her, sagde bænken. Den gamle dame, der har været på indkøb, sætter sig for at hvile. To, som har noget alvorligt, de må have snakket igennem, sætter sig her. Ham, der har drukket for meget og ikke kan holde fortovet i ro, sætter sig. Og nu du, som tror, du har så travlt. Dit hoved ligner affaldskurven dér. Fyldt til randen med alt muligt overflødigt.

Elsket være den, som sætter sig.

-Elsket – af hvem?

-Af nogen. Af dig f. eks! sagde bænken. Enhver, der sidder på en bænk, er et menneske som du. En, der ikke kan leve uden at være elsket. Hvis du ikke kan se det, så skal jeg fortælle dig noget, jeg har fra min fætter. Han er kirkebænk og har hørt om én, der siger: ”Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, og jeg vil give jer hvile.” 

Det er alle bænkes valsprog.

Jeg nikkede: -Jeg kender ham godt, ham, der har sagt sådan. Jeg har nu aldrig tænkt på ham, når jeg går forbi en bænk på fortovet.

-Det er fordi du tænker for snævert.

-Det er måske også ham, der siger: ”Elsket være den, der sætter sig?”

-Det kunne det godt have været.

Jeg blev siddende lidt.

Så rejste jeg mig. Jeg skulle på postkontoret efter en pakke.

Da jeg kom samme vej tilbage, satte jeg mig igen på bænken.

Pakken anbragte jeg forsigtigt ved siden af mig. 

-Hvorfor er du så forsigtig med pakken?

Det var bænken, der var der igen.

-Fordi der står “Fragile” på den og “Handle with care”, svarede jeg. Det betyder “skrøbelig”. “Behandles med varsomhed.”

-Se på de mennesker, der går forbi her, sagde bænken. Der kunne stå det samme på hver eneste af dem, og også på dem, der sætter sig her. “Skrøbelig. Behandles med varsomhed”.

Se f.eks. ham dér! Den velklædte habitmand, der haster forbi med dokumentmappe i den ene hånd og mobilen i de anden. Fuld fart på. Effektiv og travl. Han ved det ikke, men der skal ingenting til, før han knækker.  

Eller se på ham Tarzan, der går derovre og spiller med musklerne!  Selv fitness-centerets stærkeste mand er skrøbelig.  

For enhver gælder det, at væggen mellem liv og død er tynd som glas. Et eneste øjeblik kan vælte os. En ulykke. En besked om, at man er alvorligt syg. Tabet af et menneske, man ikke kan leve uden. 

Jeg måtte give bænken ret. Skrøbelige og sårbare er vi, også i vores omgang med andre. Et nedsættende eller afvisende ord kan efterlade sår, som bliver ved med at svie. Derfor: Handle with care! Din næste er lige så sårbar, som du selv er.

De færreste af os reklamerer med, hvor skrøbelige og sårbare vi er. Det skal vi heller ikke. Men det er vigtigt, at der er steder, hvor der er plads til at være dem, vi er, også med det, der er gået i stykker for os. Det, vi ikke kan magte.  

Det er vigtigt, at der er bænke, hvor man kan sætte sig, puste ud og ånde roligt ind. Steder, hvor man kan høre det: Elsket være du, som sætter dig. Elsket være du, som  har noget tungt at bære på. 

Den slags bænke finder vi i kirken.

I kirken er det Jesus, der fører ordet. Og Jesus er alle skrøbeliges ven. Sådan var det fra første begyndelse. Alle, der ville være ved, at de var skrøbelige, flokkedes om Jesus. Tolderne og synderne, børnene, de syge, de, der ikke rigtigt passede ind. I hans selskab behøvede ingen gemme sig bag falske masker af sikkerhed. Her så de sig mødt og båret af en kærlighed, der favner mennesker, som de er.

Kom til mig, alle I, som slider jer trætte og bærer tunge byrder, sagde han, og jeg vil give jer hvile.

Jesu eget liv var præcis så skrøbeligt som vores. Eller mere! For Jesus er ham, der rækker hånden frem mod enhver – med risiko for at blive afvist, svigtet og forrådt. Han er den, der aldrig lærer at være ligeglad med det, der rammer andre. Den smerte, mennesker tilføjer andre, er også hans smerte.

Det er det, kristendom handler om: Om ham, der af kærlighed gjorde sig selv sårbar. Om ham, der har været dér, hvor det ikke er til at holde ud at være – og har fyldt også det sted med sit nærvær.

Skrøbelig og sårbar er den kærlighed – og stærkere end død og djævel.

Derfor er det godt at sætte sig dér, hvor han fører ordet.