Mini-prædiken nr. 13

Jesus og Muhammed

betragtninger i flere sørgelige anledninger

En ung muslim gik i moskeen for at bede. Fra moskeen gik han direkte til den nærliggende kirke, hvor han på bestialsk vis dræbte tre mennesker, mens han råbte “Allahu akbar”, “Gud er stor.”

-Hvad er det for en religion, der ansporer til den slags misgerninger? spørger mange.

-Det er en syg og afsporet form for religion, der intet har at gøre med sund og sand islam. Sådan omtrent svarer ansvarlige muslimske ledere i Frankrig. Vi ønsker at leve i fred med alle, også med vore kristne brødre og søstre.
Der er al mulig grund til at tro, at ordene er ærligt ment. Muslimer i Frankrig er lige så forfærdede som alle andre over terroristers grusomheder.

Mange udtaler sig med stor sikkerhed om islam. Nogle stærkt fordømmende, andre ukritisk tolerante. Men hvor meget viden ligger der bag meningerne?
Hvad ved vi for eksempel om lighederne og forskellene mellem kristendom og islam, mellem Jesus og Muhammed, mellem Bibelen og Koranen?

Jeg er ikke ekspert, men tillader mig her at præsentere (eller minde om) nogle af lighederne og forskellene. Objektiv er jeg på ingen måde. Men forhåbentlig redelig.

En af gevinsterne ved mødet med islam er, at det kan give et klarere blik for, hvad kristendom er.

Bibelen og Koranen

Bibelen har en længere tilblivelseshistorie end nogen anden bog.  Den er blevet til over en periode på mere end 1000 år og består af mange meget forskellige skrifter.
En mængde forskellige personer kommer til orde og udtrykker sig i vidt forskellige genrer: poesi, historiske beretninger, fortællinger, breve, profetier. 
Alle menneskelige følelser møder os: taknemlighed og glæde, sorg og bitterhed, venskab og fjendskab, tvivl og tro.

Gennem det hele går der en rød tråd: Verden og hvert menneske er i Guds hånd. Gud er lysets Gud. Der skal blive lys, siger Gud på Bibelens første side. Lyset er det første - og det sidste. Når alt er forbi, læser vi på en af de allersidste sider, vil lyset fra Gud stadig være der. Dette lys skinner ind over hvert menneske på den korte vandring fra fødsel til død. Med velsignelsens ældgamle ord: Herren lade sit ansigt lyse over dig!

Koranen er i modsætning til Bibelen én mands værk. Ved guddommelige åbenbaringer har Muhammed fået Koranen skænket, siger traditionen. 

Mange af de store personligheder, der optræder i Bibelen, genfindes i Koranen. I Bibelen er disse personer meget forskellige og har hver især en særlig historie og en særlig rolle at spille. I Koranen er disse forskelle udvisket. Alle personerne har de samme to funktioner: at forkynde Guds dom over dem, der ikke overholder budene, og at forberede Muhammeds komme.
Jesus har dog en særlig plads i Koranen.“Profet” kaldes han. “en ånd fra Gud”, “et tegn for mennesker”, “barmhjertighed fra Gud”. Navne, der vidner om, at Jesus æres af muslimer. 

Alligevel er Koranens Jesus en anden end ham, der møder os i evangelierne. I evangelierne læser vi, at Jesus omgikkes og spiste sammen med mennesker med flosset moral og tvivlsomt rygte. Vi læser, at han tilsagde mennesker deres synders forladelse og at han blev hånet, pint og døde på et kors. 
Alt det er ikke med i Koranen, som heller ikke vil vide af Jesu opstandelse. Som alle de andre har Koranens Jesus sin berettigelse derved, at han peger frem mod den “sande og endegyldige profet” Muhammed.

Der er passager i Koranen af stor poetisk skønhed. Men grundlæggende er det en lovbog, som (sammen med “hadith”, overleveringen om Muhammeds ord og handlinger) fortæller, hvad mennesker skal gøre, hvis de vil gøre sig håb om at komme i Paradis. 
 
Dertil kommer, at muslimer læser Koranen anderledes, end (de fleste) kristne læser Bibelen.
Koranen opfattes som en åbenbaring, direkte overbragt fra himlen, på arabisk. Derfor bør den læses på arabisk. Og derfor skal hvert ord tages for pålydende.

Med Bibelen er det anderledes. Vi ved, at noget i Bibelen er vigtigere end andet. Det vigtigste er det, der peger på Kristus, som Martin Luther sagde. 
Vi ved også, at Bibelen er skrevet af mennesker. Mennesker, der har erfaret Guds indgriben og nærvær. Mennesker, der råber på Gud og ikke kan få livets regnskab til at gå op. Mennesker, der har lyttet til Jesus - eller har fået fortalt om ham og er blevet ramt af det, de hørte. Deres ord er selvfølgelig præget af den tid, de levede i, og kan være vanskelige at forstå. Derfor må Bibelen igen og igen ny-oversættes, så mennesker til enhver tid og på ethvert sprog kan høre, at her tales der om noget, der i den grad kommer os ved.

Jesus og Muhammed

Muhammed levede fra 570 til 632.
Han var hærfører og udbredte sin tro med sværdet i hånd. 

Jesus greb aldrig til våben. Han tvang ingen, men gav enhver frihed til at sige ja eller nej.
Og han endte som offer for andres magt.

I Koranen er Jesus en profet, et sendebud. For kristne er han mere end det. Han er intet mindre end Guds nærvær hos mennesker. I Jesus kom Gud os nær med en magt, der var anderledes end sværdets. Med kærligheden, der tilgiver og bærer os i liv og i død.

Allah og Gud

I arabiske lande kalder både muslimer og kristne Gud for “Allah”. Hvilket navn, der bruges, er uden betydning.
Til gengæld er der forskel på opfattelsen af Gud i de to religioner.

I Islam er Gud dommeren. Gud er almægtig, højt hævet over menneskene. Ukrænkelig.
Over for Gud må mennesket underkaste sig (derfor bøjer muslimer sig helt til jorden, når de beder). Gud har givet de troende “de fem søjler”,  handlinger, de skal udføre for at vinde Guds barmhjertighed. Sikker på, at man bliver tilgivet, kan man dog ikke være. 

Også kristendommen taler om Guds almagt. Men Guds almagt er den, vi har set i Jesus:  kærligheden, der kan hånes og korsfæstes og dog er stærkere end alt. 

I islam er der afstand mellem Gud og mennesker. Gud er deroppe, mennesker hernede.
Kristendommen siger, at Gud har bøjet sig ned, så dybt at der ingen afstand er. Så nær er Gud, at verdens splittelse og lidelse også rammer Ham. I enhver, og særligt i det udsatte, hjælpeløse menneske møder Gud os. 

Både islam og kristendom vil, at troen skal give sig udtryk i handling. Der er noget, der er godt og giver liv, og noget, der er ondt og fører til død.  “Vælg da livet!” lyder det i Bibelen. Bibelens Gud vil os noget. Det vil Gud af kærlighed, ikke som en diktator, der kræver blind lydighed.
Før vi vælger livet, har Gud valgt os. Du er allerede altid elsket.
 
Så vidt sammenligningen mellem de to  religioner, set fra et kristent ståsted.