Mini-prædiken nr. 12

Vaccine mod håbløshed

Mini-prædiken til en Alle Helgens dag der er anderledes end normalt

Vi venter på en vaccine mod Covid19. 

Kan vi også finde en vaccine mod fanatisk voldelig religiøsitet?

Sådan kan man spørge efter det brutale attentat i Notre-Dame i Nice torsdag morgen.

Eller hvad med en vaccine, der kan forhindre, at vi bliver smittet af modløshed og sortsyn? Det sortsyn, der så let kan få tag i os, når vi tænker på, hvordan både Covid19 og uforsonligt had spreder sig ukontrollabelt.

Sådan en vaccine findes faktisk. Om søndagen i kirken får vi en dosis af vaccinen. Nogle søndage virker den mod had. Andre søndage mod sortsyn.

Tag f.eks. søndag den 1. november, Alle helgens dag!

Gudstjenesten er ganske vist aflyst. Men hvis vi læser de tekster, der hører dagen til, får vi stærk medicin mod håbløshed og sortsyn. Næsten for stærk! For er det ikke et helt utidigt lyssyn, vi præsenteret for her? I hvert fald taler dagens Bibelord om et håb, der er så stort, at det ikke er til at få ind i vore små hoveder?

Hør bare dagens ord af profeten Esajas:

Sig til fangerne: Gå ud!

Og til dem i mørket: Kom frem!

Gå ud! Ja, men det er jo dét, vi næsten ikke må. Bliv hjemme! siger Macron og Castex.

Og til dem i mørket… Er det ikke netop dér, vi er: I det mørke, som meningsløs terror lægger over byen og landet. I en verden, hvor så meget går mod mørke tider og ikke mod lysere.

Da Esajas skrev ordene, var der alle mulige grunde til sortsyn og pessimisme på folkets og verdens vegne. Alligevel holder han fast ved, at uanset hvad vi kan være fanget i, er der en vej ud. Uanset hvor stærkt mørket er, og hvor skrøbelige mennesker er, så er der håb forude: Kom frem!

———

Endnu stærkere er det håb, det lyssyn, der kommer os i møde i den anden stump tekst, der hører til Alle helgens dag. 

Ordene er fra Bibelens sidste og mærkelige skrift, Johannes Åbenbaring. I en mægtig vision ser Johannes det, som skal komme: En ny himmel og en ny jord….

Det er en virkelighed, hvor alt det, der smerter og skiller os fra hinanden og fra Gud, er væk: 

Gud vil selv være hos dem.

Han vil tørre hver tåre af deres øjne,

og døden skal ikke være mere,

ej heller sorg, ej heller, skrig, ej heller pine skal være mere.

Det lyder smukt, men er det ikke totalt urealistisk? 

Johannes’  ord er selvfølgelig billedtale. Det, man ikke har ord for, må man nu engang tale om i billeder. 

Selv om et billede ikke er, hvad vi kalder virkelighedstro, kan det godt sige noget sandt. Det kan åbne vore øjne og sanser for en side af virkeligheden, vi ikke så før.

- - -

Måske var det noget i den retning, min mor oplevede, da hun for mange år siden så sin far (min morfar) dø.

Han lå i en døs uden at reagere på ord eller berøring. Med ét rejste han sig halvt op i sengen med et forklaret udtryk i ansigtet, som om han så noget, min mor ikke kunne se. Noget skønt. Ja! sagde han og rakte armene frem. Så sank han sammen. Det var forbi.

Var det den samme virkelighed, han så ind i, som Johannes skildrer i sin vision?

Det kan aldrig bevises. Men kristendommen holder fast ved sit: Bag ethvert mørke, også det sidste, er der lys. Gud er lysets Gud. Og Gud er foran os, også når vi har al vores tid og alt vores håb bag os.

- - -

Alle Helgens tredje læsning er nogle ord af Jesus: I er verdens lys! 

Det siger han til ganske almindelige mennesker, der kender til både glæder og sorger, forventninger og bekymringer, sejre og nederlag. 

I er verdens lys! Det handler ikke om, at vi skal tage os sammen og smile. Ikke om at vi skal være perfekte og brillere med vore evner og lysende talenter. 

Det handler om, at vi skal vende os mod lyset. Lyset kommer til os udefra. Vi har set det i Jesus, i ham, der kompromisløst gav sig selv hen, for at andre kunne leve og finde holdbar glæde.

Kristendom er et sats. Vi satser på, at det lys, verden har set i Jesus, er det samme, som møder os bag tidens grænse.

- - -

Lyset skinner i mørket, og mørket greb det ikke, står der et sted i Ny Testamente. Mørket kan være forfærdende og tæt. Men dér, hvor vi hver især befinder os, mere eller mindre lukket inde, dér skinner lyset ind over os.

Vi kan prøve at være optimistiske. Men hvis optimisme er at lukke øjnene for mørket og vanskelighederne, er det virkelighedsflugt.

Vi kan også være pessimister og vente det værste. Så bliver vi da ikke skuffede. Men en pessimist, der kun vil se mørket, er ikke til at være sammen med.

Lad os se virkeligheden i øjnene! Og lad os lytte til troens ord. Troen, som siger: Virkeligheden er større, end både optimisten og pessimisten ser, for Gud er, at der er mulighed. 

Gud er lysets Gud. Det ved vi fra Jesus. Hos ham ser vi også, at lyset er stærkere end mørket. 

Når vi beslutsomt vender os mod lyset fra Jesus, kan det ske, at der i vores højst ufuldkomne liv bliver genskin af det samme lys. 

Og så kan vi i al beskedenhed blive verdens lys.