Mini-prædiken nr. 11

Gud holder ikke afstand

Pinse 2020

Kristi Himmelfartsdag var kirkerne i Danmark igen åbne for gudstjeneste. En ung mand hilste efter gudstjenesten på præsten. Det med at Jesus steg til himmels, sagde han. Vil det sige, at Jesus nu fremadrettet arbejder hjemmefra?

Jeg ved ikke, hvad præsten svarede. Han kunne have sagt: Ja! Jesus arbejder hjemmefra. Men “hjemme” er  ikke en himmel et sted deroppe. Hjemme er lige her midt blandt mennesker som os.

I snart tre måneder har vi hørt det: Hold afstand! Bliv hjemme!  Hold dig for dig selv!
Al den slags er Gud ikke god til. Vidste vi det ikke i forvejen, så får vi det at vide til pinse. Pinsen handler jo ikke om afstand, men om nærhed. Ikke om at holde sig for sig selv, men om kommunikation og fællesskab. Ikke om en himmel deroppe, men om en himmelsk kærlighed, der blæser ind i den verden, vi kender.

Pinsen er festen for Gud Helligånd. Læg mærke til, hvilke billeder, Bibelen bruger om Helligånden.
Ånden er som vinden.
Som vand.
Som ild.
Vind sætter i bevægelse og rusker op.
Vand giver liv, renser og forfrisker.
Ild varmer og lyser.

Vind, vand og ild er bevægelige, dynamiske, ikke til at få hold på. Både for vind, vand og ild gælder det: at det kan blive for meget, for voldsomt, og for tæt på, ukontrollerbart og skræmmende.

Alt det hører med, når Bibelen taler om Ånden. Men Det nye Testamente har en afgørende tilføjelse. I Evangelierne er Helligånden tæt forbundet med Jesus. Så tæt, at pinsedag, da Helligånden (som en stormvind og som tunger af ild) ramte hans disciple, var det for dem, som om Jesus var tættere på end før. 
Før havde han gået ved siden af dem. Nu fyldte han deres hjerter. 
Tit havde de været urolige for, hvordan det skulle gå. Nu mærkede de et nærvær, der midt i alt det uvisse gjorde dem trygge, fyldte dem med fred og gav dem mod til at tale frit.

Helligånd og Jesus hører sammen. 
Vi kan ikke forklare eller definere det. Men når Jesus og alt, hvad han står for, bliver levende og nærværende, så er det Helligånden, der blæser og brænder. 
Det, der er stivnet og dødt, bliver der rusket op i.  
Mennesker, der ikke kan finde meningen med det hele, bliver fundet. 
Mørket lyses op af et nærvær, der giver håb. 
Hvor der er koldt, mødes man af menneskelig varme. 

Kristendom er en erfaring og en påstand. En erfaring af og en påstand om, at vi aldrig er overladt til os selv. Gud holder ikke afstand, men er tættere på, end vi ved. Og hvem Gud er, det ser vi ingen steder mere klart end i Jesus. Han har vist os, at Gud er kærlighed.
En kærlighed, der er livgivende, dynamisk, igangsættende, lysende og varmende - som vand, vind og ild. Ikke til at kontrollere eller definere. Og ikke til at være foruden.

Pinsen fortæller os, at den verden, vi kalder vores, er Guds verden. Det er her, Ånden blæser og kærligheden når os. Det kan ske på tusinde måder: i et venligt ord, i et uventet smil, i en ven, der lytter, i en hånd, der er rakt ud til forsoning, i et menneske, der har brug for min opmærksomhed og hjælp, i en mørk stund, hvor jeg trods alt finder fred. 

Glædelig pinse!