Mini-prædiken nr. 10

Forandrings- eller forundringsparat


En hverdagsreflektion nu, hvor den såkaldt normale hverdag så småt vender
tilbage

-Nåårw! Erik på knap to er vildt forundret – og lidt forskrækket. Han har fået øje på en myre, der piler hen over terrassens fliser.
-Det er bare en myre, siger de voksne.
Men en myre er ikke ”bare”. Erik sætter sig på hug og betragter miraklet for sine fødder.


Et øjeblik efter er det en lillebitte sten, Erik har fundet og viser sin far.
De voksne smiler. De har set millioner af sten. Tror de da. For ser de voksne overhovedet noget?
Er vi holdt op med at forundres? Har vi glemt, at vi lige nu er midt i et forunderligt mirakel?
Myren på flisen, stenen, blomsten, den uendelige himmel over os og vi, der sidder her på terrassen og lige nu kan nå hinanden med vore ord, vore blikke og vores smil. Miraklernes tid er ikke forbi.
Det er forundringens tid, der er er forbi for en del af os.
Barnet minder os om det.
Barnet er forundringsparat.

Den slags tæller ikke i dagens samfund. Her regnes det for tidsspilde at sidde og forundres over en myre. Eller bare sidde og falde i staver.
Du må videre! Tiden løber! Hvis du sidder for længe, er den allerede løbet fra dig.
Verden forandrer sig. Hvis ikke du er forandringsparat, bliver du hægtet af!

Og så lærer vi barnet, at det bare er en myre. At vi må videre. Vi skal skynde os. Om nogle år vil han ligne alle os andre. Alle os, der kun er halvt til stede i nuet, fordi vi i tankerne allerede er det næste sted (eller fordi mobilen trækker vores opmærksomhed væk fra dér, hvor vi er).

---

Forandringsparathed. Det kan også betyde: parathed til at forandre andre. Lyst til at lave om på den andens særheder. Der er utvivlsomt meget, der trænger til forandring – hos de andre.
Men et menneske er ikke et produkt, der skal rettes til efter mine eller modens normer. Ethvert menneske er en gåde, et hidtil uset mirakel.
Forundringsparathed er vigtigere end forandrings-parathed, også i mødet med andre.

---

Barnet har forundringsparatheden. Den kan også vågne i den modsatte ende af livet.
I en roman af Dostojevskij (Brødrene Karamasov) optræder en ung mand, der er dødeligt syg.
Han har kun få måneder tilbage at leve i.
-Livet er vidunderligt og uudtømmeligt, siger han, som om det først er nu, han ser det.
-Hvorfor strides vi og husker på hinandens fornærmelser? Lad os hellere velsigne livet, glæde os over hinandens særheder og ikke ærgre os!

Behøver man være barn eller døende for at se det?