Mini-prædiken nr. 1

Sårbarheden, vi er fælles om

Der er ord i Bibelen, der bliver meget aktuelle i den nuværende krise. F.eks. ordene fra Jakobs brev i Det nye Testamente:

Og I der siger: “I dag eller i morgen rejser vi til den og den by og bliver der et års tid, så vi kan gøre forretninger og tjene gode penge.” I virkeligheden ved I ikke, hvad der sker i morgen. Jeres liv er ikke andet end en tåge, der er synlig en kort tid, inden den forsvinder. I burde sige: “Vi lever og gør sådan og sådan, hvis det er det, Gud vil have.”
(Jakobs brev 4, 13-15)

Vi havde vore planer. Rejseplaner. Forretningsplaner. Selskabsplaner. Og så kommer der en mikroskopisk lille virus og vælter alle planer, både de store politiske og de planer, vi havde for foråret - eller for resten af livet.

Pludselig har vi indset det: Hvor sårbare vi er. Hvor skrøbelig vores såkaldte sikkerhed er. Jakob har ret: I virkeligheden ved vi ikke, hvad der sker i morgen.

Hvis vi havde glemt det, kunne vi bare have kikket i Bibelen. Fra Bibelen kommer det til os et helt kor af stemmer fra mennesker, der hver på deres måde, har gjort den samme erfaring. Den sikkerhed, vi troede, vi havde, er bare en tynd skal. Når som helst kan den briste, så vi mister fodfæstet og falder.  
Tænk på den velhavende hædersmand, Job, der havde sit på det tørre, indtil han med ét bliver ramt af den ene ulykke efter den anden! 
Eller læs i Salmernes Bog: 
Menneskets liv er som græsset,
det blomstrer som markens blomster;
når vinden blæser hen over det, er det der ikke mere,
dér, hvor det stod, ser man det ikke mere.

Heldigvis er det ikke det eneste, Bibelen har at sige. Der er også stemmer, der midt i alt det usikre og uafklarede vidner om en fred, en ro, der bærer, midt i alt det, der er truende usikkert:
Selv om jeg går i mørkets dal,
frygter jeg intet ondt,
for Du er hos mig….  (Salme 23)

Gud er vor tilflugt og styrke,
altid at finde som hjælp i trængsler.   (Salme 46)

Hvad kristendom kan have at sige ind i en krisetid, kommer jeg ind på om nogle dage.

I dag er det noget andet, jeg vil pege på: Vi ved ikke, hvad der sker i morgen. Desto vigtigere er dagen i dag. Ganske vist er vi mere eller mindre lukket inde og skilt fra hinanden. Ja, men vi kan stadig nå hinanden. Et telefonopkald, en sms, en mail  eller hvorfor ikke: et gammeldags brev.  Der er mange muligheder for at vise hinanden opmærksomhed - i dag. 

Vi holder afstand. Alligevel er det på nogle måder, som om mange er blevet mere opmærksomme på hinanden. Vi ser det, når naboer påtager sig at købe ind for dem, der er gamle og svækkede. Eller når restauratøren kommer med gratis mad til det overbebyrdede sygehuspersonale. Eller når tusinder af kvinder og mænd med sundhedsfaglig baggrund melder sig til tjeneste, selv om de egentlig havde forladt faget.

Krisen minder os om, hvor sårbare vi alle er. Den kalder på en større opmærksomhed mennesker imellem. Det burde ikke kun være i særlige krisetider. Livet er altid skrøbeligt. Vi ved aldrig, hvad der sker i morgen. Om vi og vore nære er her i morgen. Det, vi ved, er, at vi er her i dag. Og det må vi udnytte med alle forhåndenværende midler.

Også på en anden måde gør krisen opmærksom. Når vi bliver tvunget til at standse op, bliver vi opmærksomme på noget, vi kan have skubbet i baggrunden, så længe det bare gik derudaf.  
I Danmark er mange således blevet opmærksomme på, hvad fællessang kan betyde af godt og livsbekræftende. Overraskende mange, i alle aldre, synger med, når dirigenten for Radioens Pigekor, Philip Faber, i DRTV hver morgen kl. 9 opfordrer til at synge med på to sange. Hvis I kan tage dansk TV, så luk op og syng med!

Så mærker vi, at vi ikke bare er fælles om det, der truer. Vi er også fælles med vore landsmænd om noget, der bygger op og giver livsmod: den danske sangskat.