Til 27. januar;
Ernest Hemingway
Hvem ringer klokkerne for
Denne bog er en litterær klassiker fra 1940. Den fortæller historien om en ung amerikansk frivillig, der under Den Spanske Borgerkrig rejser til Spanien for at modkæmpe Francos fascistiske styre.
I 1937 ankommer universitetslektoren Robert Jordan til en fjern egn i Spanien. Jordan er sprængstofsekspert, og derfor bliver han tildelt en farlig mission. Han skal sprænge en bro i luften for at forhindre Francos styrker i at besvare modstandsfolkenes kommende angreb. For at missionen skal lykkes må Jordan samarbejde med to guerillastyrker, hvoraf den enes leder, Pablo, er blevet en fordrukken forræder. Pablo er dog ikke den eneste person Jordan er nødt til at forholde sig til. Blandt guerillagruppen møder Jordan nemlig borgmesterens mishandlede datter, den tiltrækkende Maria.
Ernest Hemingway, 1899-1961, er en af det 20. århundredes vigtigste og mest indflydelsesrige amerikanske forfattere. Han har ry som stoisk, macho og eventyrer. Fortællestilen er sprogligt skrabet med få adjektiver – antydningens teknik – som tjente til inspiration for andre forfattere. Han led af depressioner og begik selvmord i 1961. Han modtog Nobelprisen i litteratur i 1954.
Til 24. februar:
Anne Berest
Postkortet
I januar 2003 dukker der et mystisk postkort op blandt nytårshilsnerne i postkassen hos Anne Berests familie. Der er ingen hilsen eller afsender – afsenderen ønsker tydeligvis at være anonym. Motivet på forsiden er det gamle operahus i Paris, Garnier-operaen. På bagsiden står der blot fire navne: Ephraïm, Emma, Noémie, Jacques. Det er navnene på Annes mormors forældre og hendes bror og søster. Alle fire døde i Auschwitz i 1942.
Seksten år senere beslutter Anne sig for at undersøge, hvem der i sin tid sendte postkortet. Det sender hende hundrede år tilbage i familiehistorien til hendes jødiske oldeforældre, Ephraïm og Emma, der rejser fra Rusland over Palæstina og Letland og ender med at slå sig ned i Paris, inden krigen kommer og vender deres tilværelse på hovedet.
Anne Berest er en fransk forfatter og skuespillerinde født i 1979. Hun udgav sin første bog i 2010. Postkortet er en selvbiografisk roman, baseret på begivenheder, der har fundet sted i hendes liv. Bogen var nomineret til de franske litteraturpriser Prix Goncourt og Prix Renaudot.
Til 24. marts:
Thomas Mann
Herre og hund
I Herre og hund skriver Thomas Mann et kærligt og humoristisk portræt af sin hund Bauschan, der boede hos familien i en årrække, og som familiens ellers strenge overhoved elskede og passede med stor ømhed og tog med på lange spadsereture.
Bogen er en lille litterær perle, og Thomas Mann indfanger på eminent vis det særlige forhold, der altid hersker mellem hunden og dens ejer: en endeløs og ubetinget kærlighed. Thomas Mann er familiens overhoved, og Bauschan gør alt, hvad der står i dens magt for at opnå patriarkens kærlighed og gunst.
Thomas Mann (1875-1955) blev født i Lübeck i en velhavende købmandsfamilie. Familiens forhold sig dog ved faderens tidlige død, og familieformuen gik tabt. Han arbejdede i en bank, før han begyndte at studere ved universitetet i München. På sine rejser rundt i Europa besøgte han sin ældre bror i Italien. Her skrev han sine første noveller og sin første roman. Hans værker blev modtaget med begejstring og gjorde ham til en rig mand allerede som 25-årig. På trods af sin homoseksuelle tilbøjelighed blev han gift. Ægteskabet forekom dog mest at være proforma, og han levede et liv med at give forelæsninger og udgive noveller. I 1929 modtog Thomas Mann nobelprisen i litteratur.