Et genoptryk af Søndagstanker fra præsten fra 28. februar 2021

Der er perioder i livet, hvor alting føles som en opstigning ad en lang, stejl bakke.

Uanset om det er en udfordring, vi står overfor i vores personlige liv, på arbejdet eller i samfundet, så kender vi alle til følelsen af at kæmpe imod en modstand og en frustration. Vi bliver mødt med hindringer, og selv når vi tror, vi er på vej op, risikerer vi, at der er en ny bakke forude.

I tiden under Covid 19-pandemien, hvor Frankrig lukkede ned, og mange følte, at de stod over for en modstander, der var dem for mægtig, gjorde vores daværende præst, Karin Skovbjerg, sig nogle tanker om det at kæmpe i modgang i sine søndagstanker, som hun sendte ud til menigheden via kirkens hjemmeside.

Det tema var ikke kun aktuelt i den særlige tid, vi levede i på det tidspunkt, men er et grundlæggende aspekt i livet. På et eller andet tidspunkt i livet møder vi alle sammen bakker i form af sygdom, sorg, kriser eller endda de små daglige op- og nedture, der hører livet til. Og måske er det netop i disse øjeblikke, hvor vi føler os sat til vægs, at vi har mest brug for at blive mindet om, at bakken ikke er en afslutning – den blokerer blot midlertidigt for, hvad der ligger på den anden side, men vi kan være sikre på, at vejen fortsætter altid, når først vi står på toppen.

Måske læste du allerede artiklen i 2021, men med dens invitation til at reflektere over, hvordan vi kan finde styrken til at fortsætte en kamp, fortjener den et ’genoptryk’. Det er en historie om vedholdenhed, håb og tro, og om hvordan vi, uanset hvilket bakker vi møder, kan finde måder, hvorpå vi kan stå fast og kæmpe videre.

DET ER OP AD BAKKE
Skrevet af Karin Skovbjerg i februar 2021

Hjemme i Danmark er der ret fladt. Om jeg snører vandrerstøvlerne, eller binder løbeskoene – det går mest lige ud. Den årlig tilbagevendende undtagelse er den søndag i oktober, hvor der er Himmelbjergløb. I svimlende 147 m højde befinder målstregen sig. Det er ikke for danske tøsedrenge

Men så kom jeg til Sydfrankrig, og siden har det mest været op ad bakke – og ned! Både bogstaveligt: når vi træder ud ad præsteboligens dør, skal vi straks stejlt op ad bakke, men efter 150 m - så snart toppen med postkassen og skraldespanden er nået - går det igen ned ad bakke.

Men tiden, siden vi kom hertil, har også i overført betydning mest været op ad bakke og nedture. Der er ikke meget, der bare er gået glat. Og denne uge er ingen undtagelse: endnu en aflyst gudstjeneste, og en aflyst studiekreds, og et aflyst foredrag, aflyst konfirmandundervisning … Situationen, der er ganske alvorlig her på Côte d’Azur, maner til besindelse, og indbyder i den grad til at miste modet – ja, det er op ad bakke! 

Det var det også for den kvinde, der mødte Jesus i søndagens evangelietekst (Matthæus-evangeliet, 15,21-28). Fremmed var hun – ikke jøde som Jesus og hans disciple, ikke ”en af vore”. Men hendes fortvivlelse var ikke anderledes end alle andres: Hendes datter var alvorligt syg! Og der er næppe noget, der kan tvinge os ud i større afmagt end at se vore børn lide.

Nu kunne denne fremmede mor have sat sig ned og resigneret, grædt, opgive håbet. Sådan som jeg – og sikkert også nogle af jer andre - i øjeblikke kan være på nippet til i vore tilsyneladende endeløse Covid-udfordringer. Men det gjorde kvinden ikke! Langt fra! Nej, hun kastede sig ud i at forcere det umulige bjerg af håbløshed, der tårnede sig op foran hende. Ingen muligheder skulle være uprøvet, når det gjaldt barnets liv og helse.  Selv Jesus, ham jøden, gik hun til. 

I første omgang afviste han hende: ”Hør, du er da vist gået forkert i byen. Min tro er ikke din tro, min Gud er ikke din gud. Smut hjem i din egen religion, i din egen tro, og se, om du kan finde hjælp der”.

Men så let lod hun sig ikke afvise: ”Ja, jeg er gået over grænsen, jeg ved det! Men jeg er også et menneske, en fortvivlet mor, og jeg leder efter alle de småkrummer af hjælp, der kan findes. Og jeg håber og tror på, at du måske har noget at byde ind med. Afvis mig bare! Men jeg bliver ved, kæmper videre – for et eller andet sted må der være gevinst, på et eller andet tidspunkt må jeg på toppen af bakken finde netop den strækning, der går lige ud – dér, hvor der er håb for mit barn, for hendes liv!”

Og kvindens insisteren blev belønnet! Jesus anerkendte hendes nød, og datteren blev rask!

Den kvinde skal vi tage ved lære af! I al almindelighed og i særdeleshed for tiden, hvor det mest er op ad bakke. Vi må insistere på, at der stadig er lige vej et sted – virkelig insistere! Selv mod alle odds. Vi ved ikke, hvad der viser sig, når vi når op over bakken, og vi finder ikke ud af det, hvis vi ikke tager turen. Så synk ikke tilbage i resignation, lad ikke Covid-udfordringen æde dit livsmod op, kæmp, fortsæt, stå fast på, at livet kommer i god gænge igen! Tro på det!

Lidt ligesom jeg har haft det hvert år på Himmelbjerget. Løbet er på 10 bakkede km, og de sidste 1½ km går det næsten lodret op fra Julsø til målstregen. Bevares, det er kun 147 m i højden, men lige netop i de minutter bærer Himmelbjerget sit navn med rette – sådan føles det i hvert fald. Man skal virkelig tro ud over det rimelige på, at man vil nå op i nogenlunde god stil, så familien ikke vinder håneretten. 

Vi må aldrig, aldrig læne os tilbage og sige: ”Det nytter jo alligevel ikke noget”. For det er den helt sikre måde at få tingene til at gå i stå på. Nej, gør som den fremmede kvinde: Kæmp, tro på det!